Og hej nøgne hæk og rastløse blade. Det er meningen jeg skal sove i nat, så al den skinnen og raslen er lige i overkanten.
Men på den anden side er jeg ikke træt endnu. Så – hej blog. Længe siden. Er her nogen? Undskyld jeg glemte at ringe hjem og sige at jeg har det godt og alt er ok og send flere penge og alt det der. Har det fint. Men pludselig kunne jeg kun se gentagelser, og så blev det ved tanken om, at engang satte jeg mig bare ned og hældte ordene over i tastaturet, og så gik resten af sig selv.
Virkeligheden går stadig af sig selv. Og jeg går med, med tiden, med hverdagene og alt hvad der ellers går. Over stok og sten
(vidste i godt hvor det udtryk stammer fra – over stok og sten? Det handler om at male bindingsværk. På den hurtige måde, det hele på en gang: over stok og sten, træværk og mur. Tak til Sproghjørnet).
Og i virkeligheden har jeg skrevet hundredevis af indlæg. I tankerne. Om ham på elleve-et-halvt, som har mødt hende han aldrig glemmer. Den første der har slået benene væk under ham, kysset ham og sendt ham i kredsløb om sin egen lallende lykkeboble. Jeg havde glemt, hvor meget for alvor det kan være, når man går i femte. Men nu kan jeg huske det igen, og det er godt at jeg i det hele taget kan huske, for ham der er ramt, kan i hvert fald ikke. Fra sin næse til sin mund.
Og så selvfølgelig om Lulle. Oh Lulle min Lulle, sørøverkaptajn og dimsedut-filosof i egen enevældig skysovs. Tusind gange rasende hver dag, og lige så mange kys og kram. Jeg er fjortentusind Lulle-citater bagud, og der er mere hvor det kommer fra. ‘Du har ødelagt mit liv’, sagde hun til sin farmor i dag. Ud af det blå. Rimelig mærkeligt, for de sad egentlig bare i sofaen og læste en bog. Og jeg tror ikke, hun kan have samlet det op her i huset. Det er ikke noget vi plejer at gå og sige til hinanden.
Nå, men nu må fuldmåne være fuldmåne. Det var det der søvn. Jeg skal bruge det til noget. Fx skal jeg ikke være gammel før tid. I dag kiggede jeg på en bluse, som jeg ville have købt, hvis jeg havde været… yngre. Og tænkte ‘jeg er femten år for gammel til den her’. Og gøs. Ikke at der er noget i vejen med selverkendelse. Som regel. Men hvor kom det lige fra? Og vågner jeg pludselig en morgen, og føler trang til at iføre mig noget fra Bitte Kai Rand?
Arh, who am I kidding? Jeg skal sove, fordi jeg skal være vågen i morgen. Vågen og skarp. Jeg skal møde noget. Nogen. Som måske. Altså. Måske, ikke? Noget som måske skal være min fremtidige arbejdsplads. Hvis alt falder i hak. Så jeg skal sove nu, fuldmåne, sommerfuglemave og rasletanker til trods. Nu. NU, blev der sagt.
The post Hej fuldmåne appeared first on Undreland.
